OM Folkemøde for Fremtiden
Folkemøde for Fremtiden er et 3-årigt udviklingsprojekt ejet og ledet af Ungdomsskoleforeningen.
Projektet har til formål at give flere unge en stærkere stemme på Folkemødet og generelt i det daglige, så de kan blive en tydeligere del af de demokratiske processer, som vedrører deres fremtid.
Projektet er støttet af Nordea-fonden med 4.923.493,00 kr.
Baggrunden for projektet
Hos Ungdomsskoleforeningen, som er projektejer, oplever man, at ungdomsskolerne og unge i stigende grad vælger Folkemødet fra som konsekvens af, at aktiviteter og faciliteter ikke er inkluderende for unge. Derudover kæmper halvdelen af alle unge med lav demokratisk selvtillid og føler ikke, at de har noget at byde ind med i politiske diskussioner. Endnu værre står det til for unge fra erhvervsskoler, hvor 3 ud af 4 unge har lav demokratisk selvtillid. De unge med erhvervsfaglige uddannelser føler sig særligt udfordret i politiske diskussioner med andre samt har svært ved at forstå politiske sager og spørgsmål.
Ifølge programleder i Ungdomsskoleforeningen Jimmi Mørup Nielsen kan Folkemødet styrke unges demokratiske selvtillid – men det kræver, at de dukker op:
”Det er afgørende, at unge ikke trækker sig fra Folkemødet eller andre betydningsfulde demokratiske arenaer. Derfor er der behov for at gøre det mere relevant for unge at deltage på Folkemødet. Med Folkemøde for Fremtiden kan der skabes et demokratisk laboratorium, hvor unge oplever, at de selv har en indflydelse på form, indhold og dagsordener, og hvor den demokratiske selvtillid kan opbygges”, fortæller han.
Idéen til Folkemøde for Fremtiden begyndte at spire hos Ungdomsskoleforeningen under Folkemødet 2022. På Folkemødet året efter fik Ungdomsskoleforeningen stillet et areal til rådighed af Foreningen Folkemødet, med det formål at lave et område, hvor unge kunne mødes, og hvor de kunne føle sig hørt, forstået og taget seriøst. Et sted, som er udviklet og drevet af unge, hvor handlekraften kan spire og hvor unge får modet til at gå ud og tage Folkemødet med storm. I løbet af Folkemødet 2023 var der en lang række aktiviteter, som var målrettet unge fx demokratifitness, tøjbyttemarked og et event om tryg og samtykkebaseret festkultur. På pladsen kunne unge også blot komme forbi og tilbringe tid med og møde andre unge og være en del af ungefællesskabet. Folkemøde for Fremtiden vil også være at finde på Folkemødet med et ungeområde til Folkemødet 2024-26.
Projektet er et demokratisk laboratorium, hvor unge kan eksperimentere med alle mulige aktiviteter og deltagelsesformer, som de har lyst til og finder meningsfulde – stort såvel som småt, men fremfor alt på egne præmisser og i fællesskab med andre unge!
Bæredygtighed og inddragelse af erhvervsskoler
Udover at styrke unges demokratiske deltagelse på Folkemødet, har Folkemøde for Fremtiden også som ambition at sætte større fokus på bæredygtighed samt at skabe brede samarbejder om aktiviteterne i projektet.
I forbindelse med Folkemødet 2023 afprøvede Ungdomsskoleforeningen et samarbejde med Dansk Industri Byggeri, STARK, Dansk Affaldsforening, Campus Bornholm og Foreningen Folkemødet om genbrug af byggematerialer som del i uddannelsen af fremtidens tømrere. Her byggede elever fra Campus Bornholm en talerstol til Folkemøde for Fremtidens ungeområde.
Det er projektets ambition, at flere erhvervsskoler skal bidrage til og videreudvikle byggerier og aktiviteter til ungeområdet.
Derudover vil inddragelsen af unge fra erhvervsskoler og ungdomsskoler og lignende bidrage til, at Folkemøde for Fremtiden lever videre i perioderne udenfor Folkemødet med fx undervisning, aktiviteter og projekter, der leder hen mod de kommende folkemøder.
Kontaktperson
Jimmi Mørup Nielsen | Programleder| Tlf.: 66 149 149 | Direkte: 65 47 21 99 | Mail: jmn@ungdomsskoleforeningen.dk