Carsten Djursaa

Ungdomsskoleleder i UngOdense – Mail: cdj@odense.dk  – Telefon: 24 25 64 30

Baggrund

Jeg er oprindelig uddannet folkeskolelærer, men nåede aldrig at praktisere som sådan. Jeg har været ungdomsskoleleder siden 2002. Først for Næsby-Tarup, så Tarup, så UngVest og siden 2017 for UngOdense. Det har været en spændende vej fra først at være på en mellem størrelse skole, til nu at være leder af en mega stor ungdomsskole med rigtig mange forskellige aktiviteter.

​Hvad er dine bevæggrunde for at gå ind i Ungdomsskoleforeningens bestyrelse?

​Jeg arbejder i mit daglige virke med alle mulige slags udfordringer, store så vel som små. Det er klart at mit ansvarsområde er blevet noget mere strategisk hen over årene. Men jeg interesserer mig stadig for ungdomsskolens forskellige aktivitetsområder: 10. klasse, heltidsundervisning, klubber, fritidsundervisning og opsøgende arbejde mm.

Jeg synes at der er mange spændende udviklingsmuligheder for de danske ungdomsskoler. Måske skal vi i lidt højere grad profilere os på nogle færre ting? Måske skal der findes et par nøgleområder – nye eller klassiske – til at bruge som markedsføringsindslag.

Hvad er din mærkesag som bestyrelsesmedlem i Ungdomsskoleforeningen?

Jeg har ikke en bestemt mærkesag. Men jeg vil være nysgerrig på hvilke dagsordener der dukker op. Jeg tænker at en prioritet i fremtiden for min egen side, vil være lidt mere politisk fremfor praktisk. Jeg synes det er afgørende at Ungdomsskoleforeningen har et stærkt ”brand” i den politiske verden og i KL.

Carsten Djursaa
Hvordan ser du, at ungdomsskolen og dens forening ser ud om 5 år?

Jeg tænker ikke at der strukturelt er sket den helt store forskel hos os hver især. Men på landsplan er der etableret et langt stærkere samarbejde mellem de forskellige foreninger, måske endda en sammenlægning i en eller anden form.

Vi sidder fast i Børn- og undervisningsministerens rådgivningspanel og ungdomsskolen er den foretrukne samarbejdspartner både for landsdækkende og lokale fremstød.