Mikkel holst villadsen

Ungdomsskolen Kolding

mivi@kolding.dk / 24 40 87 44

Baggrund

​Jeg arbejder dagligt i Ungdomsskolen Kolding som Ungdomsskoleleder. Jeg har mine rødder godt plantet i Ungdomsskoleverden, hvor jeg startede tilbage i 2003 i Tingløkke Ungdomsskole i Odense, som klubmedarbejder og fritidsunderviser. Siden rykkede jeg til Ungdomsskolen Kolding, hvor jeg over tid har haft ansvaret for klubtilbuddet, knallert, kulturhus, fritidsundervisning og dagundervisning. Først som Afdelingsleder i 2005, som Viceungdomsskoleleder i 2007 og som Ungdomsskoleleder fra 2016.

​Hvad er dine bevæggrunde for at gå ind i Ungdomsskoleforeningens bestyrelse?

​ Som leder af en medlemsungdomsskole, mener jeg at Ungdomsskoleforeningen er den vigtigste organisation til varetagelse af skoleformens interesser. Det har Ungdomsskolen Kolding nydt godt af i mange år. Ungdomsskolen Kolding har været med i mange netværk, kurser, konferencer og projekter, for blot at nævne nogle af de fordele vi har nydt godt af som medlem. Nu er tiden rigtig for Ungdomsskolen Kolding til at bidrage aktivt ind i foreningens bestyrelse og være med til at sikre, at foreningen forsat er medlemmernes foretrukne organisation til varetagelsen af skoleformens interesser.
​​

Hvad er din mærkesag som bestyrelsesmedlem i Ungdomsskoleforeningen?

​​Det er ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed til Ungdomsskolen som skoleform. Med en lovgivning i hånden, der giver os mulighed for at hjælpe unge mennesker til et selvstændigt voksenliv, med plads til at tage ansvar for fællesskabet, i en kommunal kontekst. Det skal vi værne om.
Ungdomsskolerne er enormt dygtige til at arbejde i de kommunale kontekster. Jeg har en vision om, at vi som skoleform bliver dygtigere til at gå sammen og lave initiativer på tværs af kommunegrænserne og vi skal turde at sætte dagsordenen i den politikske debat.

Kunne man forestille sig et fælles Ungdomsskolefolkemøde? En fælles Ungdomsskoledag? Flere fælles Ungdomsskoleinitiativer jf. verdensmålene og 21.st. Century Skills? Det tror jeg på. Jeg vil gerne bringe Ungdomsskoleforeningen i spil til at starte en proces, hvor vi som Ungdomsskoler får mulighed for at sætte retning for nogle fælles initiativer, som sætter Ungdomslivet på dagsordenen.

​​Hvordan ser du, at ungdomsskolen og dens forening ser ud om 5 år?

​​Ungdomsskoleforeningen har de seneste år, virkelig udviklet sig til at være en handlekraftig forening der forstår i alt tydelighed, at sætte Ungdomsskolerne i spil i forhold til at bringe unge tættere på et selvstændigt liv, hvor man tager ansvar for fællesskabet. Senest har de fået positioneret Ungdomsskolerne i store projekter som Læringslokomotivet og Coop Crew. Det er godt gået. Tror denne udvikling vil fortsætte, hvor Ungdomsskolerne bliver bragt i spil på vores kompetencer i stedet for vores produkter.

Vi står klar til at besvare alle henvendelser på telefonen eller pr. mail.

​​Ungdomsskoleforeningen / Lumbyvej 19D, 5000 Odense C / CVR: 11923976