Jammerbugt Ungdomsskole: Stærk friluftsprofil, innovative iold og samarbejde med folkeskoler
Ungdomsskoleforeningen ringer rundt for at blive klogere på, hvad der foregår i landets ungdomsskoler.
I dette afsnit gælder det Jammerbugt Ungdomsskole, hvor programvært Morten Kjærgaard taler med, leder af ungdomsskolen, Michael Enodden.
Stærk friluftsprofil
Jammerbugt er en lille nordjysk kommune, som ligger i smørhullet mellem 5 kommuner. Kommunen har knap 100 km kystlinje, som de aktiv bruger i Jammerbugt Ungdomsskole. Ungdomsskolen prøver hele tiden at tænke deres lokal- og naturmiljø ind i deres hold og projekter, hvorved de bliver en ungdomsskole med en stærk friluftsprofil. Dette ses også i nogle af deres hold de udbyder, f.eks. deres Buschcraft og grønt sløjd hold, hvor man bl.a. bygger ting af naturens materialer.
Lytter til de unge
Michael fortæller at de har et godt tag i de unge i kommunen og lytter til hvilke aktiviteter de efterspørger. Det har bl.a. resulteret i et ravjagt hold og dødsmetal-yoga hold, som har vist sig at være meget populære blandt deres unge. Ungdomsskolen tilbyder også hold såsom Bowcombat, som kombinerer elementer fra paintball og bueskydning.
Tæt samarbejde med folkeskolerne
Jammerbugt Ungdomsskole har et godt samarbejde med skolerne i kommunen, og flere af medarbejderne bruger størstedelen af deres tid med opgaver indenfor folkeskoleregi. Her tilbyder de forskellige skolepakker, bl.a. trivselstiltag, førstehjælpskursuser og hjælp til fritidsjob og karrierevalg. De har også forskellige projekter, hvor de tager unge ud af folkeskolen for en periode, unge der mistrives eller af andre årsager ikke har det godt i skolen, for at booste dem til at kunne komme tilbage til deres skole, og hvor de kan blive klogere på hvad de kan og hvad de vil.
Klubtilbud og Puljeklubber
Michael fortæller også om deres klubtilbud i kommunen, som er vældig populære. Ifølge deres statistik, havde de sidste år over 1.200 unge der var tilmeldt deres klubber ud af en målgruppe på 2.900. Ungdomsskolen har et godt samarbejde med de lokale foreninger, og har et koncept de kalder ”Puljeklubber”, hvor frivillige foreninger eller private klubber for børn og unge, kan ansøge om tilskud til deres drift.
Mobilt Makerspace
Til slut fortæller Michael om deres mobile Makerspace, som er et køretøj indrettet med ungdomsskolens materialesamling af Makerspace teknologier. Andre ungdomsskoler er velkomne til at komme til eller få på besøg af Jammerbugt Ungdomsskoles mobile Makerspace køretøj.
Via vores playliste kan du høre alle afsnit fra ende til anden. Du kan også via Ungdomsskoleforeningen.dk/ungpodcast se alle afsnit med en kort beskrivelse af indhold og højdepunkter.
Du kan endvidere abonnere på podcasten hos Spotify, Apple Podcast og YouTube Podcast. Søg på @ungpodcast